Kort om festivalen

Hindsgavl Festival er én af Nordens førende (og ældste) internationale klassiske kammermusikfestivaler – med kant mod helt ny musik. Den finder sted i et koncentreret, sammenhængende forløb over 11 dage, hvor musikere og publikum bor side om side i de smukke omgivelser på Hindsgavl Slot ved Middelfart.

Med det historiske slot som ramme kombinerer festivalen på fineste vis intime koncerter med verdensstjerner, unge talenter og ny lydkunst med storslåede omgivelser, der indbyder til både afslapning, udforskning og fysiske udfoldelser.

Tættere på musikken

En af festivalens grundideer er at formidle klassisk og ny musik på en måde så afstanden mellem musik og publikum mindskes. Musikere og publikum bor ikke kun sammen på slottet, men næsten dagligt vil det være muligt at høre musikerne prøve – helt uformelt, og efter morgenmaden har publikum mulighed for at tale med musikerne om gårsdagens koncert. Festivalen byder også på foredrag og paneldiskussioner med musikere og komponister formidlet af musikproducent Jesper Lützhøft og P2-programvært Mathias Hammer, der også fungerer som konferenciers ved koncerterne.

Festivalens tre spor

Internationale navne
Hver dag byder på klassiske kammermusikkoncerter med internationale topnavne. Vi præsenterer ofte navne der endnu ikke er så kendte i Danmark, og mange internationale kunstnere har fået deres Danmarksdebut på festivalen

Alternativ scene
Nogle dage byder på ”alternative” indslag fra grænselaget mellem ny klassisk og rytmisk musik og kunstinstallationer. Udover at skabe en spændende kontrast til de klassiske koncerter, skaber det en fantastisk dynamik på festivalen. Vores erfaring er, at lyttesensibiliteten bliver skærpet, og at vi lytter anderledes til den klassiske musik efter mødet med den nye.

Unge talenter
Unge klassiske talenter fra hele Skandinavien inviteres til Hindsgavl, hvor de spiller eftermiddagskoncerter og kommer helt tæt på verdensstjernerne. Fra sommeren 2015 har Hindsgavl Festival desuden etableret et ungdomsensemble med 14 medlemmer, Hindsgavl Nordic Chamber Ensemble, i samarbejde med professorer fra solistklasserne på de førende konservatorier i Danmark, Finland, Norge og Sverige.

Helhedsoplevelse

Hindsgavl Festival er kendt som en enestående helhedsoplevelse for både publikum og musikere. Mens det musikalske niveau er højt, er det uformelle og afslappede fællesskab også en vigtig del af festivalen.

Indimellem koncerter og øvning er der rig mulighed for at nyde slottet, gastronomien og omgivelserne og tid til at tage del i festivalens spontane og planlagte aktiviteter, for eksempel fodbold i sommersol eller fordybelse i historien med rundvisning i slot og park. De smukke omgivelser med park og badebro ned til Lillebælt, skov og dyrehave indbyder til både løbe- og badeture og til udforskning og afslapning.