Hindsgavl Festival er én af Europas førende internationale klassiske kammermusikfestivaler – med kant mod helt ny musik. Den finder sted i et koncentreret, sammenhængende forløb over 8-9 dage, hvor musikere og publikum bor side om side i de smukke omgivelser på Hindsgavl Slot ved Middelfart. I 2018 kunne festivalen tælle sin 50. sæson, siden 1951.
Med det historiske slot som ramme kombinerer festivalen på fineste vis intime koncerter med verdensstjerner, unge talenter og ny lydkunst med storslåede omgivelser, der indbyder til både afslapning, udforskning og fysiske udfoldelser.
En af festivalens grundideer er at formidle klassisk og ny musik på en måde så afstanden mellem musik og publikum mindskes. Musikere og publikum bor ikke kun sammen på slottet, men næsten dagligt vil det være muligt at høre musikerne prøve – helt uformelt, og efter morgenmaden har publikum mulighed for at tale med musikerne om gårsdagens koncert. Festivalen byder også på foredrag og paneldiskussioner med musikere og komponister formidlet af bl.a. Danmarks Radios Mathias Hammer.
Internationale navne
Hver dag byder på klassiske kammermusikkoncerter med internationale topnavne. Der præsenteres ofte navne der endnu ikke er så kendte i Danmark, og mange internationale kunstnere har fået deres Danmarksdebut på festivalen.
Alternativ scene
Festivalen har en serie med avantgarde-musik – helt ny kompositionsmusik, der reflekterer hvordan den klassiske kammermusik udvikler sig helt aktuelt. Udover at skabe en spændende kontrast til de klassiske koncerter, skaber det en fantastisk dynamik på festivalen. Vores erfaring er, at lyttesensibiliteten bliver skærpet, og at vi lytter anderledes til den klassiske musik efter mødet med den nye.
Unge talenter
Unge klassiske talenter fra hele Skandinavien inviteres til Hindsgavl, hvor de spiller eftermiddagskoncerter og kommer helt tæt på verdensstjernerne.
Hindsgavl Festival er kendt som en enestående helhedsoplevelse for både publikum og musikere. Mens det musikalske niveau er højt, er det uformelle og afslappede fællesskab også en vigtig del af festivalen.
Indimellem koncerter og øvning er der rig mulighed for at nyde slottet, gastronomien og omgivelserne og tid til at tage del i festivalens spontane og planlagte aktiviteter, for eksempel fodbold i sommersol eller fordybelse i historien med rundvisning i slot og park. De smukke omgivelser med park og badebro ned til Lillebælt, skov og dyrehave indbyder til både løbe- og badeture og til udforskning og afslapning.